03
Tre små Øer
I 1493 opdagede Columbus i første omgang den største af de tre øer og kaldte den „Santa Cruz“. 70 km derfra stødte han på to yderligere øer, altså en lille øgruppe, som han p. g. a. dens skønhed gav navnet „Las Vírgenes“, „Jomfruøerne“.
På St. Croix var der i den efterfølgende tid bosættelsesforsøg ved en lang række store opdagelsesnationer: Efter englændere, hollændere, spaniere, franskmænd og maltesere var det i 1733 Danmark, der købte St. Croix. På St. Thomas gik Dannebrog til tops allerede i 1672 – og først senere begyndte folk også at bosætte sig på St. Jan.
Omkring fra slutningen af det 17. århundrede udstationerede „Vestindisk-Guineisk Kompagni“ i København flere og flere kolonister, som etablerede sukkerrørplantager – først på St. Thomas og sidenhen på alle tre øer. Handelen med sukker og rom var en blomstrende forretning. Alene på St. Croix fandtes der næsten 200 sukkerrørmøller. Mange flensborgske handelsfamilier havde fra 1755 handelskontorer på øerne.
Da sukkerroerne begyndte at blive mere udbredte, mistede rørsukkeret en del af sin betydning i Europa, og handelsaktiviteterne med øerne gik tilbage. For Flensborgs vedkommende stoppede de meget brat i 1864: Efter den dansk-tyske krig og slaget ved Dybbøl hørte Flensborg og Nordslesvig (Sønderjylland) ikke mere til Danmark, men til Prøjsen.
I 1917 solgte Danmark øerne til Amerika, for hvem de var af strategisk betydning. Prisen var 25 millioner dollars, og fra nu af hed øerne „U.S. Virgin Islands“. De er den dag i dag et frihandelsområde plus at de atter er blevet en vigtig destination for skibe – nærmere betegnet krydstogtskibe …
Asmus, hans søn Nis (billedet) og dennes bror Behrend var kaptajner og rederiejere på fregatten „Urania“. Med dette skib og 14 mand besætning sejlede de i alt 25 gange til Vestindien mellem 1828 og 1859. På St. Croix etablerede familien egen handelsvirksomhed, og i 1853 fik Nis Brodersen udstedt sit såk. borgerbrev som handlende på St. Croix.
Dansk Vestindien (lille kort til venstre)
Øgruppe hørende til de Små Antiller i det Karibiske Hav, øst for Puerto Rico, solgt i 1917, siden da „U.S. Virgin Islands“.
- Afstand fra Flensborg:
ca. 6.000 mil | 9.656 km - Rejse med skib anno 1755:
3 måneder - Med fly nu om dage:
24 timer
St. Thomas
ca. 90 km² og dermed omtrent på størrelse med nordsøøen Föhr
St. Jan
fra 1917 „St. John“, ca. 50 km² og dermed omtrent på størrelse med Rømø
St. Croix
ca. 213 km² og dermed en smule større end Østersøøen Femern (Østholstén)