02

Det var først i midten af det 18. århundrede, man opdagede, at sukkerroer indeholdt sukker. Indtil da havde sukker været en importvare og et luksusgode, som var forbeholdt de velhavende. I stedet anvendtes syltet frugtsaft eller honnig til at søde med.

I de varme, tropiske egne på kloden fandtes imidlertid sukkerrør, som var kendt allerede langt før Kristi fødsel og i forbindelse med korstogene fandt vejen til Vesteuropa.

Christoffer Columbus tog stiklinger af denne plante med på sin lange Amerikafærd. Han opdagede Jamaica, Cuba, Puerto Rico – og i 1493 også „Santa Cruz“, som senere blev til St. Croix. Klimaet her frembød perfekte vilkår for dyrkning af sukkerrør, og det varede ikke længe, før produktionen dominerede erhvervslivet på de tre dansk-vestindiske øer. Især på St. Croix anlagde man store sukkerrørplantager.

Da sukkerrør meget hurtigt fordærver, når først det er afskåret, var det nødvendigt, at det blev udpresset straks efter høsten.

Efter kogning fremkommer der to produkter, som er umiddelbart forbundet med hinanden: For det første det krystalagtige, mørke og klistrede rørsukker i rå tilstand. Det forarbejdedes i Flensborg og København videre til kandis og fineste sukker. For det andet fremkommer der saft, som gennem tilsætning af gær i forbindelse med en gærings- og destillationsprocess bliver til såk. pure rum. Denne var allerede velkendt hos beboerne i Karibien, fandt sidenhen vejen til Europa og blev af de flensborgske romfabrikanter forfinet mere og mere i århundredernes løb.